skuespilHenover sommeren har du forhåbentlig fået arbejdet lidt på afstand og mulighed for at samle ny energi. Men den gode effekt kan hurtigt fordufte, hvis du alt for hurtigt bliver suget tilbage i hverdagens centrifuge.

Derfor er der god grund til at lægge mærke til, om du egentlig har dig selv med på arbejdet, eller om du hurtigt kommer til at spille en rolle? Er du en af dem, der præsterer, for at omverdenen skal se dig på en bestemt måde, eller arbejder du for at udfolde dig som den, du rent faktisk er, når du er bedst?

Autentisk karrierevalg
Når du handler autentisk, tager du udgangspunkt i den, du er, og ikke i det, du tror, omgivelserne forventer. Du er bevidst troværdig og ægte og står ved dine følelser og handlinger og det, der sker inden i dig.

I virkelighedens verden begår mange den fejl, at de fokuserer på det, de er gode til, i stedet for det, de har naturligt talent for og får energi af. Det er grunden til, at så mange ender i et job, som de mestrer til perfektion, men ikke holder af. De kører på rutinen i komfortzonen, og deres behov for tryghed vinder over trangen til at forfølge nye visioner og drømme.

Det koster at spille skuespil
Rigtig mange af dem, jeg møder som karrierecoach, har et arbejdsliv, hvor de langt hen ad vejen har påtaget sig en rolle for at imødekomme chefers, kollegers og måske endda familiens forventninger, selv om det ikke føles rigtigt for dem selv. Det kan sagtens give dem stærke kompetencer, ros og anerkendelse og en umiddelbar følelse af succes – de leverer jo det, som forventes af dem. Men hvis du hver dag spiller skuespil uden at turde vise dine sande følelser, risikerer du at betale en høj pris. Når vi ikke selv oplever vores opgaver som spændende og meningsfulde, risikerer vi til sidst at brænde ud.

Gå efter det, du brænder for
Det gælder nemlig om at finde frem til det, vi både er gode til, og som vi nyder at arbejde med. Det, som giver os energi og drivkraft. Og der er heldigvis også dem, der når at handle og ændre kurs i tide. Som en kvinde, der skiftede marketingjobbet ud med livet som folkeskolelærer, udtrykker det: ”Jeg har lært, at man skal vælge det, man brænder for, og ikke gå efter det, andre synes er okay. Hvis ikke man brænder, bliver man aldrig god. Fornemmelsen af at gå på arbejde for at se lønnen komme ind sidst på måneden er så deprimerende. Jeg kunne sikkert have tjent meget mere, hvis jeg var blevet i marketingbranchen, men det er vigtigere for mig, at jeg nu hver dag er glad for at gå på arbejde.”

Kom tilbage i instruktørstolen
Vil du også have hjælp til at forme dit arbejdsliv, så det matcher både dine egne og omgivelsernes forventninger? Så kan jeg hjælpe dig hen imod en ny virkelighed, hvor du selv suverænt sidder i instruktørstolen.

Skriv dig op til mit nyhedsbrev, modtag ny viden og inspiration direkte i din indbakke og få løbende glæde af særlige tilbud, der kan booste din karriere

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.