Brug pausen bevidst – og få energi til en god start på det nye år!

Pause er måske ikke det, der står øverst i din bevidsthed her lige før jul. Hvis du har det som mig, er der stadig meget tilbage på to-do listen. Mange af os stresser rundt, drevet ikke alene af omverdenens forventninger, men også de høje krav, vi ofte stiller til os selv om, at det hele skal være så perfekt.

Netop derfor er der al mulig grund til at minde os selv om vigtigheden af pausen, og at vi aktivt skal give den plads i kalenderen og i vores liv. Når julefreden forhåbentlig sænker sig over os lige om lidt, skal der også være tid til refleksion og rum for nye tanker og idéer om, hvad der skal ske i det nye år. Både arbejdsmæssigt og privat.

Er du mon en af mange, der længe har mærket en lurende utilfredshed, og som drømmer om at skifte job eller vælge en helt ny kurs? Men som sidder fast i hamsterhjulet og bliver ved med at udsætte beslutning og handling? Eller har du mistet dit job og fået en ufrivillig pause trukket ned over hovedet? I den situation er det svært at tænke på ret meget andet end hurtigst muligt at komme tilbage på arbejdsporet.

Den nødvendige tænkepause

Forskning viser, at det ganske enkelt er nødvendigt at koble helt af mentalt, for at vores hjerne kan fungere ordentligt. Det er netop i pausen – både den frivillige og ufrivillige – at der ligger en fantastisk mulighed for at stoppe op, bruge tid på at tænke sig om, stille sig selv nogle af de store spørgsmål og få energi til at søge nye veje.

Når du slapper af og holder pause, har du bedre mulighed for at finde ud af, hvad der er vigtigt for dig, og hvad der ikke er. I bedste fald vil du opdage, at det egentlig ikke er så svært at give slip på noget af det gamle, når bare du får noget andet – og bedre – til gengæld.

Rigtig god og glædelig jul til dig, når du kommer så langt. Hvis du har brug for inspiration og styrke til at kickstarte en karriereforandring i det nye år, er du velkommen til at skrive dig op til mit nyhedsbrev her. 

Du kan også lade dig inspirere til forandring i min bog, Kunsten at skifte spor – Genopfind dit arbejdsliv’Her får du nye idéer til at gå efter jobdrømmene og styrke mod og handlekraft undervejs. Ikke nødvendigvis fordi du vil ud i et drastisk sporskifte. Det er nemlig også muligt at genopfinde dig selv og skabe ny energi i det job, du allerede har. Læs mere om bogen og/eller køb den her. 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.